Her er ikke taget mange billeder af mad eller noget .... men du kan da lige få et par stemningsshots alligevel...
Det store 6 årige feriebarn er rigtig dygtig til at være med til at lave mad, så det kommer der gode hyggestunder ud af, og man snakker så godt samtidig .... så her et rodet køkkenbord og en bakke champignons, hun hurtigt får ordnet fint ...
Feriebørn kan naturligvis bestemme menuen - og for tiden er yndlingsmaden stegeben med kartofler og brun sovs!!!! Ha ha - det har jeg aldrig nogensinde selv lavet i hele mit vokse liv, men husker det udmærket fra min barndom. Så jeg måtte en tur til den gode og berømmede Slagter Lund, og fik 5 stk af de her flotte stykker til 200 kr. Og indrømmet - nøj, hvor blev det lækkert. Kødet var helt mørt og sovsen perfekt:-) Måtte dog opgive at finde stegeben i en økologisk udgave, så jeg tog grisen med i min aftenbøn og sagde pænt undskyld:-)
Den aktive 6 årige ønskede sig en smiley-kage, som vi kunne tage med tilbage til lillebror, mor og far dagen efter. Så her præsenterer hun stolt resultatet .......
Kagen bestod af en marcipan og citronbund, og så overtrukket med et tykt lag frosting af cream cheese med citron og tilsidst beklædt med fondant..... og den kan man da godt blive i godt humør af.........
Print denne artikel
bliver bare altid lidt glad, når jeg læser med herinde :)
SvarSletMå man være nyfigen og personlig? og spørge, hvordan livet uden (egenproducerede) børn er/har været?
Min fertile tid er ved at rinde ud, og moderinstinktet hos mig udebliver fortsat. Selv om jeg elsker børn, er det bare ikke rigtig noget, der trækker i mig. Men er jo alligevel bange for at fortryde. Du ligner bare en, der ikke er ked af, at du ikke kører mor-far-børn-stil, og hold op hvor er lånebarnet på billedet bare skøn :-)
Hej Anonym - herind må man gerne spørge om alt, og jeg tror også jeg vil svare på det meste:-) Da jeg var ung, troede jeg bestemt også jeg skulle have mand og børn og det hele:-) Men sådan er livet bare ikke gået. Jeg har simpelthen ikke mødt mit livs store kærlighed, og selv om der har været mange mandlinge bekendtskaber gennem livet, har der ikke været et forhold, der har været som jeg har ønsket for at ville have børn. Jeg har altid været klar over at børn er et kæmpe arbejde (og en kæmpe gave) og jeg er temmelig friheds elskende, og har mange interesser. Så jeg har ikke ønsket mig børn alene på noget tidspunkt, som mange kvinder jo gør. Jeg har ikke ønsket, at være bundet til hjemmet fordi jeg skulle blive hjemme ved små børn i mange år. Lige et halvt års tid omkring min 40 års fødselsdag tænkte jeg meget over det, og var bange for om jeg ville fortryde, og om jeg alligvel skulle kaste mig ud i at få børn alene. Men nej, trangen var slet ikke stor nok, og heldigvis har jeg endnu ikke fortrudt. Jeg ville da gerne have oplevet at få mit eget barn, men når nu de rette omstændigheder ikke har været til det, så er jeg helt tilfreds med mit liv som det er. Jeg synes børn er sjove, søde og dejlige, og derfor låner jeg gerne. Men jeg må indrømme at jeg også altid er glad for at aflevere tilbage og have en masse dejlig tid til mig selv:-) Håber mit svar er tilstrækkeligt:-)
SvarSletOg skønt at høre, du bliver glad, når du læser med herinde. Glæde er en af mine vigtigste værdier, så det er skønt, hvis du kan føle den også.
Tusind tak for dit spørgsmål
Tusind tak for dit svar. Jeg havde nok også forestillet mig både mand og børn i mit liv. Manden er der og har været det gennem femten år, og vores forhold er godt og kærligt, men alligevel føler jeg ikke for at få børn. Jeg er endnu mere mærkelig end du med andre ord ;-) Har bare en mistanke om, at det er noget opreklameret noget, det med at være en moderne børnefamilie, men jeg kan jo ikke helt vide det. Men man vælger vel det, man efter bedste overbevisning tror, giver det bedste liv for en selv - og ens partner. Det koster meget på frihedskontoen, som du nævner, og alle mulige andre konti at få børn, og det tror jeg bare ikke, jeg vil ofre. Kan bedre overskue at være en sej og altid overskudsagtig moster/faster/tante til de børn, der er i omgangskredsen. Hvis man ikke virkelig, virkelig, virkelig ønsker sig børn, tror jeg, at det kommer til at føles surt, når man må ændre ting i ens liv pga. børnene. Det lyder som om, at du har afvejet sagen på lidt samme måde, sådan at mand + børn har været noget, du gerne ville indrette dit liv efter, mens et barn i sig selv ikke var gulerod nok - eller hvordan man skal sige det. Det giver mening for mig.
SvarSletTak for åbenheden!
Kh Vibeke
Jeg vil godt være med i klubben 'Lad os få solen tilbage'!
SvarSletRigtig livsglad kage - lige til at blive i godt humør af :-)
Kære Vibeke - selv tak for åbenheden. Det er dejligt, vi kan bruge bloggene til spg af alle mulige slags. Ja, det er rigtigt som du opfatter det jeg skriver. Hvis jeg havde haft "det perfekte forhold" så tror jeg, jeg havde fået børn. Men jeg har ikke ønsket børn så meget, at jeg har ville have stor sandsynlighed for at blive alene med dem. Jeg har haft hund i 13 år fra jeg var 25 år, og elskede den over alt på jorden, men bare det at have hund, sir noget om hvor bundet man bliver af at skulle skynde sig hjem fra arbejde hver dag. Og et barn kan man jo ikke engang gå fra. Jeg synes også når jeg ser mine venner, som stadig har mindre børn mange af dem, at det bare er helt vildt hårdt. Hvis de begge har fuldtidsjobs, så er der intet tid til andet end pligter og børn. Tidligt op, ræse på job, ræse efter indkøb, hjem og være helt slidt og tidligt i seng for at starte rutinen igen næste morgen. Og så bruge lørdag på rengøring og flere indkøb og søndag på at samle kræfter til en ny omgang. Jeg synes simpelthen livet er for kort til at leve så kedeligt. Jeg har nydt at uddanne mig, gå på kurser, til foredrag og have mange kreative interesser og en stor vennekreds. Men ja, jeg ER også gået glip af alle de glæder der er med egne børn.Det må da være en kæmpe kærlighed som jeg godt ville have oplevet. Jeg synes ikke, der er noget der er mærkeligt eller rigtigt eller forkert overhovedet. Det er jo dejligt for dig at du har en god mand, så du har muligheden der. Så er det jo også et spørgsmål om hvor meget han evt gerne vil have børn. Selv om jeg faktisk ikke synes man skal sige ja til sin partner, hvis han/hun ønsker børn og man vitterligt ikke selv ønsker. Det er ikke noget man bare lige kan give et andet menneske. Det skal være meget dybtfølt og en trang nærmest, synes jeg. Nå, nok om det lige nu:-)
SvarSletHej Piskeriset - jepp, vi VIL ha' den sol nu, jeg har ferie!
Uh, får nervøse tics, når jeg tænker på den daglige rutine, der skal køres igennem i en familie med små børn haha... Det får jeg aldrig lyst til. Men kærligheden, det at videreføre liv, udvikle sig som menneske osv, osv, det er da noget, man går glip af. Man får noget og må give afkald på noget, ligemeget hvad man vælger. Jeg foretrækker også at dyrke mine interesser og venner, men overvejer lidt at blive aflastningsfamilie engang for at få en flig af nogle af de ting, og fordi det ville give så god mening at støtte op, hvor der aktuelt er behov, i stedet for at sætte nye mennesker i verden. Tiden må vise, hvad der sker, og ja, helt enig i, at der ikke er rigtige og forkerte familieformer, men det kan bare godt nogle gange føles som om, man er mærkelig, når man vælger børn fra i det her samfund, selvom man (sandsynligvis) godt kan få nogen.
SvarSletKh Vibeke