Sidevisninger i alt

søndag den 12. januar 2014

Fasan med svampe og spinat til hverdag:-)

Skal vi sige, I får en rigtig lækker opskrift på en hurtig ret med fasan? Det er i hvert fald længe siden, her har været rigtig mad på bloggen!

Hvor heldig er man lige, når ens nabo kommer med fasaner? Og hvor mindst lige så heldig er man som madblogger at have lært en kogebogsforfatter at kende? Oven i købet én, som har skrevet en kogebog om Vildt - ret godt match med de to nye venskaber:-)

I forbindelse med mit arbejde for Økologisk Samsø har jeg mødt skønne Trine Krebs, som udover at være formand for Praktisk Økologi, også er medforfatter til en virkelig anvendelig kogebog - jeg tror nu lige, jeg viser jer den i et nyt indlæg...om Vildt altså:-)


Tilbage til den her fasan med svampe og babyspinat i cremet vildtsauce.... det tog max 25 min at tilberede hele måltidet, og oven i købet et virkelig lækkert et. Kan sagtens gå an til et uformelt gæstebud, selv om mit kom på bordet en hverdagsaften.

Jeg serverede pasta til, mens kogebogen foreslår kartofler. Groft brød kunne også være et endnu nemmere alternativ.


Fasanbryst til 2 personer
3-4 fasanbryster alt efter størrelsen og appetitten
1 bakke brune svampe i skiver
2-3 skalotteløg i fine tern
2 dl vildtfond
1,5 dl cremefraiche 38%
300 gram spinat
Salt, peber, evt. æblegastrik

Svits løg og svampe i lidt olie eller smør. Tag dem fra panden. Tilsæt cremefraichen og vildtfond og lad koge til det tykner lidt. Hæld svampe og løg tilbage og smag saucen til. Steg fasanbryster 3-4 min på hver side og krydr med salt og peber. Vend spinat i retten lige før den skal serveres og læg skiveskårne fasanbryster oven på. Server oven på pasta eller kartofler.

Velbekomme:-) Print denne artikel

5 kommentarer:

  1. MUMS...sidder lige og ærger mig over, at jeg ikke købte de fasanbryster som jeg faldt over i lørdags...;-) Hvor ser det lækkert ud...mvh Matilde

    SvarSlet
  2. Godt jeg har en fasan i fryseren, som endnu ikke har fået en opskrift på sig. Tak for det.

    SvarSlet
  3. Herligt, at du lige kan bruge opskriften ... jeg er blevet så glad for fasan, når man lige lærer at tilberede den rigtigt, så den ikke blir tør:-)

    SvarSlet
  4. Gamle duer og fasaner har godt af at få skænket en snaps i væden, da den mørner på kødet.

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...