Sidevisninger i alt

fredag den 3. juni 2011

Mazarinkage med hvid chokolade

For tiden er det Lone Landmand jeg har kastet min kærlighed på:-) Hendes blog er så hyggelig og fyldt med kærlighed til dyr, naturen og gode råvarer, at man kun kan blive inspireret. I håb om at mærke den landlige stemning hjemme i sine egne omgivelser... selv om det alligevel ville se mærkeligt ud med fritgående høns og store hønsehunde hunde hjemme på 5. salen på Frederiksberg!

Nok om den udlængsel! Her kommer hendes fantastisk lækre mazarinkage, som jeg lige justerede en anelse efter egne indfald...


Her er kagen helt nyfødt - 4 minutter gammel....

 Du skal finde de her ting frem:

125 gram øko smør
300 gram øko rørsukker
3 store gode æg
125 gram godt hvedemel
1 tsk mandelessens
100 gram hvid chokolade
Sæt ovnen på 150 grader. Pisk smør og sukker så lyst, du orker. Pisk mindst 8 min med en håndmixer. Tilsæt æg ét ad gangen. Det er vigtigt. Og vigtigt er det også at piske længe mellem hvert æg. Så lyst, luftigt og cremet som på billedet herover. Vend nu forsigtigt sigtet hvedemel, finthakket chokolade og mandelessens i dejen.
I Lone' opskrift er det smeltet hvid chokolade. Jeg gad ikke stå med det der vandbad (har ikke microovn og vil heller ikke ha' det), så jeg tænkte at finthakket ville gå helt fint, det smelter under bagningen. Og det gik helt fint. Jeg synes også at 1 tsk. mandelessens lød af lidt. Så jeg kom 2 i!!!! Lad lige vær' med det! Dobbelt så meget, kan godt være halvt så dårligt:-)
Hæld dejen i en godt smurt springform på 24-25 cm, og her dryssede jeg så rundhåndet med mandelflager. Det lød opskriften ikke på, men det ser fint ud, og passer også godt til de andre ingredienser. Bag kagen ca. 1 time - stik en strikkepind i midten, og der må lige nøjagtigt ikke følge dej med op. Så er den færdig.


Lad den køle helt af - den skal falde sammen som på billedet herover. Server gerne med en frugtcoulis, frisk frugt, vanillecreme eller is. Kagen er helt suveræn - sød selvfølgelig, det kan man ikke komme udenom. Men det nytter ikke noget at skære ned på sukkermængden selv om den virker voldsom. Det er den store mængde sukker, der er med til at give den præcis denne konsistens, bl.a. den der sprøde og lidt seje kant .... ..

Og jeg er bange for at jeg snart må bage den igen, fordi jeg tror at nogle stængler rabarber ned i dejen ville være et hit ...
Print denne artikel

1 kommentar:

  1. dobbelt så meget kan godt være halvt så godt. hvis det er halvt så dårligt, så er bedre, end hvis der var 1 tsk i!

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...