Sidevisninger i alt

lørdag den 19. september 2015

Rustik galette m/brombær og kirsebær

Pludselig er jeg blevet vild med at lave såkaldte "galetter" i stedet for de traditionelle danske tærter. Både dem fra det salte og det søde køkken. En galette kommer oprindeligt fra det franske køkken, og er en rund, flad og sprød tærte, som oftest har et rustikt udseende og gerne må "free-styles".

Det er nemt og praktisk at rulle sin dej direkte ud på bagepapiret og lave det hele der - ikke noget med at smøre tærteforme eller vaske dem op for den sags skyld:-) Now we are talking!

Denne her med mandelmel og limesaft i dejen og kirsebær og brombær som indhold og en crumble med mandler på toppen er mit første søde forsøg. Den blev generelt rigtig vellykket med plads til enkelte forbedringer:-)


Den lune tærte (i dårligt lys) med stempelkaffe efter en efterårsdag med dejligt vejr og genboen's hjælp til at male verandaen stort set færdig! Så hidkaldte vi fruen og den anden nabo sidst på eftermiddagen til en hyggetime og til at ønske hinanden god weekend. Så skål i portvin:-)

Mere husarbejde venter i weekenden - soklen på hele huset skal males, og gården højtryksspules. Jeps, jeg gør det selv! Der blir mindre og mindre blondine over mig:-)


Sprød galette til 4-6 personer
Dejen:
125 gram øko hvedemel
75 gram mandelmel
75 gram sukker
125 gram øko smør
1 nip salt
1 tsk vanillepasta (eller vanillekorn)
Saften fra ½ lime
Evt 1 spsk koldt vand

Skær det kolde smør i små tern og bland det i mel, mandelmel og sukker til en grynet konsistens. Tilsæt salt og vanille og saml dejen hurtigt med limesaft. Hvis dejen ikke helt vil samle sig, så tilføj en anelse iskoldt vand, men det skal ikke være fugtig - kun lige samle sig. Læg den på køl 1 time.

200 gram brombær
200 gram kirsebær
1 spsk hjemmelavet vanillesukker
2 spsk rørsukker
Saften fra ½ lime
1 spsk majsstivelse (Maizena)

Drys de tørre ting over bærrene og vend med limesaft.

Topping:
40 gram mel
50 gram lys muscovadosukker
2 spsk smør
1 spsk kanel
En lille håndfuld mandler m/skal

Bland alle dele på nær mandler til en grynet konsistens og skær mandlerne i splitter.

Rul nu dejen ud mellem to stykker bagepapir i så fin en cirkel du kan, men den behøver ikke være præcis. Dejen skal rulles ret tyndt ud, men jeg fik dog rullet min lidt for tynd med det resultat, at den sprækker lidt under bagningen og saften fra bærrene dermed lød noget ud, og det vil man gerne undgå. Fyld bærrene i midten af dejen og fold nu dejens kanter ind mod midten hele vejen rundt - må gerne ligge lidt tilfældigt. Drys nu topping og mandler over det hele og tryk den en lille smule fast.

Bag galetten i forvarmet ovn ved 200 grader i ca 30-35 minutter eller til den er pænt gyldent. Lad afkøle, men server gerne en anelse lun. Dog bliver kagen mest sprød, hvis den er næsten helt afkølet, Server gerne med vanilleis, og ellers letpisket fløde eller økologisk creme fraiche.


Velbekomme - masser af mørke bær inden i den sprøde smørdej og lækker crumble med mandler. Og lige lidt mynte for synets skyld:-) Print denne artikel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...