Sidevisninger i alt

torsdag den 2. april 2015

Påskekage 2015

Selv om her faktisk ikke var børn med til gæstebuddet i går, endte årets påskekage med et lidt barnligt udtryk. Fint for mig:-) Og den blev rigtig god i al beskedenhed - dog selvfølgelig en "tung" sag med alt sit fyld og mazarinbunde. Du får lige lidt opskrifter, hvis du sku' ha' lyst til at lave noget, der ligner - og så ønsker jeg jer alle en rigtig god påskeferie. Lad os håbe på lidt mere varme i luften - på Samsø er der blå himmel og sol i dag, men også blæst og ikke spor varmt:-)


Mazarinbunde (opskrift fra Lenes Kager)
Dej 1:
150 gram Odense marcipan i små stykker
120 gram sukker
120 gram blødt øko smør
2 store landæg

Pisk marcipan og sukker godt sammen, tilsæt herefter smørret i små bidder lidt ad gangen. Pisk tilsidst de 2 æg i - ét ad gangen til det er en luftig og homogen masse.

Dej 2:
4 store landæg
140 gram sukker
140 gram selvhævende mel fra Amo
1 tsk vanille sukker
60 gram smeltet og afkølet øko smør

Pisk æg, vanillesukker og sukker helt lyst og luftigt. Sigt melet og fold det skiftevis med smørret i dejen til alt mel er opsuget. Bland nu forsigtigt denne dej med dej 1 - tilsæt den i en skefuld ad gangen og vend forsigtigt til alt er brugt. Smør en springform godt, læg bagepapir i bunden og bag i ca 20 min i 190 grader forvarmet ovn eller til den er lys gylden. Læg gerne et vådt viskestykke rundt om springformen, mens den bager - det får dine bunde til at hæve flot og lige højt over hele fladen, hvilket gør dem meget nemmere at dele bagefter.

Lad afkøle i formen 10 min og læg på bagerist og afkøl helt. Du kan evt fryse din bund til den skal bruges. Eller du kan fryse bunde inkl fyld og så blot pynte kagen på dagen, den skal serveres.

Den miderste bund i kagen var en mandelbund - der finder du lige en tilfældig opskrift på nettet:-)


Fyld 1 - Nougatmousse (opskrift fra Odense Marcipan)
6 blade husblas
375 gram nougat fra Odense
3 dl øko sødmælk
4 dl øko fløde

Kog mælken op og smelt den iblødsatte husblas i dette, og hæld derefter halvdelen hen over nougat skåret i bidder og opløs det - tilsæt resten af mælken og rør til ensartet masse. Afkøl og vend i den piskede fløde. Sæt på køl et par timer og fyld halvdelen i kagen og resten smøres på toppen af kagen. Sæt på køl til det har sat sig.

Fyld 2 - rabarbercurdmousse
1½ glas af den her hjemmelavede curd
2½ dl pisket fløde
2 blade husblas

Sæt husblas i blød, smelt over vandbad og bland med de to andre ting. Lad sætte sig et par timer og fyld et godt lag i kagen.

Nougatsmørcreme til kanten
100 gram øko smør
100 gram flormelis
100 gram nougat

Smør og flormelis piske luftigt og herefter tilsættes nougat, der er smeltet over vandbad og afkølet. Piskes nogle minutter til en luftig creme, der tylles på kanten af kagen

Marcipanbånd
300 gram Odense Marcipan
50 gram glukose
100 gram flormelis

Alt æltes godt sammen og rulles ud til et ca 75 cm langt bånd.


Velbekomme og rigtig god påskeferie til jer alle

Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Kære Marianne,

    endelig - ude er godt men hjemme er bedst.
    Hjertelig til lykke med fødselsdagen - hip hip hurra -
    Hvor er det dejligt at du er tilbage med fuld styrke. Skønne opskrifter samt et indblik i din hverdag. Jeg får travlt med at læse alle dine indlæg. Mangler stadig at skrive om mange af mine fortsættere - som desværre er skrumpet noget ind:-(
    ÆV -
    Mange knus fra
    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Charlotte - SÅ dejligt at høre fra dig. Og så godt at vide, du hænger på og stadig læser med. Jeg glæder mig i hvert fald også til at du forhåbentlig får lyst til at skrive her i ny og næ og jeg hører meget gerne om dine fortsætter:-) Vi må op på hesten igen. Jeg skriver lige efter påske om en ny bog med slank, som jeg selv vil hoppe på efter påsken! Nu skal vi lige nyde gæster og det gode liv med solskin osv. Så må vi op på motionscyklen igen på tirsdag!!! Rigtig rigtig god påske søde du - kh Marianne

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...